 |
 |
|
 |
 |
Aktive Kvinder Nørresundby
OBS
OBS OBS Desværre er der en fejl i programmet, som alle har fået. Det er desværre kontonummeret til banken som er forkert.
DET rigtige nummer er: Reg. nr. 7450 Kontonummer 4294948. OBS. OBS. OBS:
Beskrivelse af 2 dages rejse til Hovedstaden 24 og 25 november 2022 Aktive Kvinder Nørresundby Af Poul Erik Uttrup i samarbejde med Fjerritslev Busserne Medlem af Rejsegarantifonden Nr. 1808 Beskrivelse af
2-dages rejse til Hovedstaden. Det lader sig ikke bortforklare, at beliggenheden af den danske hovedstad er en smule skæv-vredet i forhold til det øvrige rige. Ej heller lader det sig bortforklare, at en ganske
stor del af "provinsens befolkning" mener, at der "er langt til København" - og at for meget bestemmes dér. Denne debat kan selvfølgelig være ganske spændende, men ofte ender den i en noget gold stillingtagen
for-eller-imod-København - og det fremmer bestemt ikke sammenhængskraften mellem os danskere i almindelighed. Måske skal vi li´erindre, at i stort set alle andre lande har man samme debat: Hovedstaden contra resten af landet.
Så på dette område, er vi danske altså ikke spor specielle... Når vi i november drager til København, vil vi ikke blot opleve en smuk og spændende by, men også en by, der gennem de seneste årtier
har gennemgået en enorm udvikling. Fra i 1970´erne at være en ganske nedslidt by med mange kedelige og triste områder (ikke mindst omkring havnen), har den "rejst sig" og blevet både moderne og spændende -
og på mange områder endda også blevet en rigtig smuk by. København kan fuldt ud leve op til værdigheden som Danmarks Hovedstad - og det bør vi egentlig alle sammen være stolte af ! Torsdag
den 24. november: Der er afgang fra Garvergade kl. 8.00 og fra Bouet kl. 8.15. Så snart alle rejsedeltagere er opsamlet
op, sætter bussen kurs mod syd af motorvej E45. Og lad os bare være ærlige: Det er ikke nogen større oplevelse af bevæge sig ad en stor motorvej i slutningen af ovember, hvor solen har lidt svært ved at finde op over
horisonten. Men til gengæld går det forholdsvis hurtigt ad en motorvejen. På et tidspunkt skal vi vel også ha´ sådan rigtig formiddags kaffe ? Det sker dog i bussen, medens den stadig ruller mod
København - og kan hænde der også bliver serveret et rundstykke til kaffen.Bemærk dog, at der lige fra starten i Bouet har været "kaffe på kanden" og ganske mange har sikkers allerede nydt den.Selv om bussen
er udstyret med et lille toilet (der selvfølgelig gerne må benyttes), vil vi også gøre en "afvandings- og strække-ben-pause" - for så ret hurtigt derefter at kaste os over de medbragte sandwicher - der også
indtages i bussen. Paptallerkener, servietter og drikkevarer deles rundt, så kan kan det hele sagtens foregå, mens bussen ruller.
Roskilde Domkirke Sulten er næppe så stor, men når vi ankommer til Roskilde, skal vi gerne være i stand til at klare de der liggende udfordringer - nemlig besøget i Roskilde
Domkirke Kirken fortæller mere end 1000 års historie: Kongernes historie, kirkens historie og Danmark
historie, og det er ikke u-fortjent, at kirken indgår i UNESCO´s Verdensarv. Ikke færre end 40 konger og dronninger er gravlagt i kirken - eller uden for kirken. Vi må se en del af de mange sarkofager og
grave... Den nuværende Domkirke ligger på det sted, hvor Harald Blåtand (måske) blev begravet. Han døde i Polen, men hans lig skulle (efter beretningerne) være ført til den trækirke, han selv havde beordret
bygget omkring år 980. I 1020 blev kirken ophøjet til Domkirke, og i 1070 erstattedes trækirken af en stenkirke opført under Svend Estridsen. Den var bygget af sandsten (frådsten), og det var langtover 100 år senere
Absalon lod den nuværende kirke opføre i teglsten I 1282 udbrød der brand i kirken, og mange skatte gik tabt. i 1412 døde dronning Margrethe 1, og hun gravlagdes i Sorø Klosterkirke. Året efter blev hendes lig
dog flyttet til Roskilde, og dermed begyndte traditionen med at begrave de danske konger og dronninger her. Under Reformationen i 1536 fik kirken stor betydning, idet den håndfast repræsenterede katolicismen, og dermed modstanden mod Luthers
lære. Kong Christian III lod biskoppen fængsle, og i stedet indsattes Hans Tavsen som ny biskop med den opgave at gennemføre Reformationen og den Luthersk evangeliske tro. Resten af Domkirkens spændende historie
får vente til vi er der først på eftermiddagen. Dog skal nævnes, at Dronning Margrethe 2 også en gang bliver gravlagt i Roskilde. Hendes gravmæle er allerede lavet, idet kunstneren Bjørn
Nørgaard i 2003 påtog sig opgaven Det står i Skt. Birgittes Kapel, men er tildækket og kan først efter dronningens død beses. .
Efter besøget i Roskilde kører vi de godt 20 kilometer til København, hvor vi lader os indlogere på Comfort Hotel Vesterbro, der ligger få hundrede meter
fra Rådhuspladsen Indkvarteringen foregår forholdsvis hurtigt, men vi skal naturligvis li´ ha´ mulighed for at finde os selv - og måske endda ha´ kastet en smule vand i ansigtet. Vi skal "ud-at-spise".
Hotellet har nemlig kun morgenmadsrestaurant og serverer derfor ikke aftensmad. Aftensmaden henter vi derfor i Restaurant Rio Bravo på Vester Voldgade - blot et par hundrede meter fra Tivoli, som vi senere
i aften skal besøge. Denne restaurant har i øvrigt indskrevet sig i Danmarks politiske historie, idet den dannede ramme om et afgørende møde mellem daværende statsminister Poul Schlüter og Fremskridtspartiets
politiske ordfører Helge Dohrmann. Natten mellem søndag og mandag den 23. og 24. oktober 1983 opnåede Firkløverregeringen en aftale med Det Radikale Venstre om dele af finansloven, som også Fremskridtspartiet
kunne acceptere. Imidlertid var Fremskridtspartiets hovedforhandler Helge Dohrmann forsvundet fra Christiansborg. Det satte processen i stå, indtil han blev opstøvet på restaurant Rio Bravo på den anden side af kanalen i Vester
Voldgade. Dohrmann kunne sige ja til aftaleoplægget, og "Rio Bravo-forliget" var en realitet. Det skal dog nævnes, at Fremskridtspartiet senere "sprang fra forliget". Givetvis fordi partiets tidligere leder Mogens Glistrup
fra sit ufrivillige eksil i Horserød Statsfængsel kritiserede forliget, og partiet derfor fremsatte yderligere krav, som regeringen ikke kunne gå med til. Efterfølgende blev der udskrevet Folketingsvalg, og regeringen
kunne fortsætte sammen med Det radikale Venstre. Vi skal nyde en af stedets navnkundige retter: "Rio Bravo Gryde"
Tivoli Efter et godt, velsmagende og solidt aftensmåltid er vi klar til invadere Tivoli, der har tillagt sig julestemning i betydelige mængder. Traditionen med "Jul
i Tivoli" begyndte i 1994, hvor det dog kun var i en lille del af haven. Få år senere udvidedes det til at omfatte hele molevitten - og restauranterne bugnede af gæster. Ikke mindst de (få) år, hvor vejrguderne
bevilger sne i dagene op til jul, er stemningen høj. Men uanset om der er sne eller ej, er den smukt illuminerede have et besøg værd, og da vi er så heldige at besøge haven en torsdag, er besøgstallet ikke højere,
end der er god plads til alle. I weekend´erne kan det være nærmest umuligt at komme frem, og det tager unægtelig en del af fornøjelsen Det kan godt være trættende at slentre rundt i Tivoli en november-aften.
Ikke mindst når man erindrer, at dagen har været lang. Derfor skulle det såmænd ikke undre, og om de fleste ved 22-tiden er klar til at komme hjem til hotellet. Derfor vil bussen holde klar langs Tivolis side ud mod H.C.Andersens
Boulevard, og bringe de fod-trætte til Vesterbrogade. Dog ikke ad den direkte rute, for man skulle da være et skarn, om man ikke foretog en lille rundtur i den julesmykkede by. Båre sådan en tur på en lille halv time: Forbi
Christiansborg, Kongens Nytorv og langs søerne. Sådan en rundtur vil givetvis være god at falde i søvn på.Skulle der være en lille flok friske tilbage i Tivoli efter omtalte busafgang, så skal de selv finde
hjem til hotellet. Det klarer de også ganske nemt, for der er kun godt 500 meter - og de er jo både friske og godt gående...
Fredag den 25. november: Fra kl. 7 kan man få morgenmad på hotellet. Men det er bestemt ikke nødvendigt at komme så tidligt
ud af fjerene, for vi har først en aftale i Planetarium kl. 9.30. Derfor er afgang fra hotellet sat til kl. 9.15, hvor bussen holder klar til at modtage både bagage og passagerer. Der er kun få hundrede meter
til Planetarium, så hvis nogle foretrækker at gå, så følger jeres rejseleder gerne med. Planetarium blev bygget i 1988-89, idet et velhavende ægtepar - Bodil og Helge Pedersen - donerede
50 mio. kr til opførelsen af et planetarium i København. Byggepladsen blev for sydenden af Sct. Jørgens Sø, og den 1. november 1989 kunne man byde de første besøgende velkommen. Allerede 2 år
senere havde gæst nr. 1 million været inden døre, men i dag er besøgstallet omkring 250.000 om året. Hvad kan man opleve i et planetarium ?
Man kan opleve stjernehimlen, planeterne og de mange galakser på nært hold. På "nært hold" er måske så meget sagt, men i hvert fald kommer man tættere på dem, for som besøgende deltager
man i en rejse i rummet - sådan på vikarbasis. For det hele er forbi i løbet af ca. halvanden time. Men spændende er det ! Jo - der bliver selvfølgelig også mulighed for at se (og beundre) den smukke bygning,
der i 2020 gennemgik en stor foryngelseskur (det man ofte l kalder vedligeholdelse/renovering).
Nu får vi en smule travlt ! For vi skal finde vej til DR-byen på Amager, hvor vi skal besøge DR´s Koncerthus. Det var meget omtalt for nogle år siden, hvor dets opførelse blev MEGET dyrere
end forventet, (faktisk 250% mere end oprindelig budgetteret), og hvor DR efterfølgende måtte iværksætte flere sparerunder, for det statslige tilskud ville et flertal af politikerne på Christiansborg ikke sætte i vejret.
Konsekvensen blev bl.a. ganske mange afskedigelser og en masse genudsendelser. Det med genudsendelserne gælder stadig, men det er nu ikke længere Koncerthusets skyld. DR Koncerthuset åbnede den 17. januar 2009, næsten to år
forsinket. Men siden har det reelt været en stor succes - både kunstnerisk og i mere publikumsmæssig henseende. Vi bliver splittet op i 2 grupper, idet man ikke kan få tilstrækkeligt udbytte af rundvisningen, hvis man er
mere end 25 personer i gruppen. God rundtur ! Det blive meget spændende at se det STORE hus, hvor især selve koncertsalen med sikkerhed vil imponere.
Så kan vi lige så godt erkende det: Rejsen til Hovedstaden nærmer sig slutningen, og vi må begive os mod vor hjemmen. Hjemturen bliver næppe ret meget mere spændende end udrejsen,
for motorveje... Et kortvarigt og opløftende moment er dog færden over Storebæltsbroen, for den bro bliver ved med at kunne imponere... Opløftende er det måske også, at der selvfølgelig
er der masser af kaffe på kanden, og måske bliver det også til en bette kage under vejs. Det kulinariske bliver dog også tilgodeset ! Der gøres nemlig ophold ved Purhus Kro (lidt syd for Hobro), hvor værten
og hans personale har lovet at berige os med en godt aftensmåltid. Hvad det består af, ved kun køkkenchefen, og han har indtil videre besluttet at være ene om denne viden. - Men mætte bliver I... Hjemkomst
til de respektive afsætningssteder bliver i nabolaget af kl. 19.00 - 19.30 Forhåbentlig har I nydt rejsen til Hovedstaden. Som nævnt indledningsvis har vi en smuk og spændende Hovedstad,
og selv om vor tidsramme var begrænset, håber jeg I alligevel fornemmede det. Selvfølgelig er november ikke den bedste måned at hærge København i, men skal man opleve "Jul i Tivoli", så
går det altså ikke med at lægge turen i juni, juli eller en af de øvrige sommermåneder, for da virker havens belysning og udsmykning altså ikke ret godt. Må vi slutte af med at ønske jer en rigtig
Glædelig Jul og et godt Nytår 2023 Vagn Nielsen, Fjerritslev Busserne og Poul-Erik Uttrup,
turens tilrettelægger
Tilmeldings- og betalingsforhold.
Deltagelse i denne rejse koster 1.850 kr pr deltager med indkvartering i delt dobbeltværelse. Ønskes enkeltværelse er der et tillæg på 500 kr. Bemærk, at der er et begrænset antal enkeltværelse
til rådighed på hotellet. I den oplyste pris indgår følgende: ➢ Bustransport i moderne
langtursbus. ➢ Overnatning på Comfort Hotel Vesterbro. ➢ Entréer til følgende besøgssteder: Roskilde Domkirke, Planetarium,
Tivoli og DR´s Koncerthus. ➢ Aftensmad på Restaurant Rio Bravo. ➢ Aftensmad på Purhus Kro. ➢
Sandwicher og drikkevarer på udrejse og kaffe/kage på hjemrejse. ➢ Fri kaffe/the på hele rejsen. Følgende
indgår ikke i prisen : ➢
Drikkevarer i forbindelse med de 2 aftensmåltider. ________________________________________________________________ Tilmelding og betaling:
➢ Tilmelding sker til Minna, Telefonisk på 2088 7801➢ Hurtig tilmelding anbefales - "først-til-mølle".
➢ Betaling sker ved tilmelding. Nordjyske Bank:
Reg.nr. 7450 konto 429 49 48
|
|
 |
|
|
|